fredag den 26. juli 2013
Etsy, hvad er det?
"Hvad er nu det for noget? Det lyder mærkeligt. Hvad står det for?"
Den reaktion mødes man ofte af, når man fortæller, at man har satset på at have en shop på Etsy.com. Hvis du heller ikke ved hvad Etsy er, så læs med hér.
Etsy startede i 2005, og er en amerikansk baseret hjemmeside som samler folk, der handler med varer inden for tre kategorier: Ting man selv har produceret (handmade items), materialer til at fremstille ting (craft supplies) eller vintage ting. Der er ca. 12 millioner varer registreret på hjemmesiden, og det gør den til verdens nok største internetbaserede centrum for håndgjorte varer.
Navnet betyder faktisk ikke rigtigt noget (højest "åh, ja"), men er et sludreord som grundlæggerne har taget fra en italiensk film. De ønskede ikke et værdiladet navn, fordi deres ambition var at brande sig uafhængigt af navnet. Og det er gået stødt fremad siden 2005. I dag sælges der for mellem 10 og 13 millioner dollars hver måned via Etsy.
Det er relativt billigt at have en Etsy-shop. Man betaler $0.20 (ca. 1,40 kr) pr. vare man lægger på siden, og hvis man sælger varen (man fastsætter fuldstændig prisen selv) betaler man 3,5% i sælgersalær. Køber betaler ingen salær, så det er let at handle på Etsy. Jeg bruger selv siden fordi det er en unik mulighed for at få fingre i unikke, håndgjorte ting mens man stadig sidder hjemme i sofaen og vogter over de sovende børn. De varer jeg har bestilt gennem tiden er alle ankommet, og har alle været af fantastisk god kvalitet. De fleste sælgere har også vedlagt en lille personlig besked eller en vareprøve, så man føler at man får en ekstra service og er tættere på sælgeren end man er ved traditionel netshopping. Den største ulempe ved Etsy er, at det er amerikansk baseret. Dette betyder, at mange af sælgerne er fra USA; og man må derfor påregne at skulle betale moms og evt. told på de varer man bestiller, såfremt man bestiller for mere end ca. 80 kr.
Jeg kigger lidt på europæiske alternativer til Etsy af netop den ovennævnte grund. Der findes en dansk baseret side ved navn Amio og en tysk baseret som hedder DaWanda. Sidstnævnte er nok mest interessant, simpelthen fordi det er et større marked den henvender sig til.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar