torsdag den 25. juli 2013

Selvrealisering

At realisere sig selv... det er blevet et mantra, og gerne noget man skal nå at gøre inden man slår sig ned med mand, børn, bil, hus, hund og hamster. Det lykkedes altså aldrig mig. Jeg vidste ikke tidligere hvad det ville sige at realisere sig selv, men det dér med kernefamilien, det vidste jeg noget om. Så sådan én skaffede jeg mig.

Nu er jeg blevet 32 år, og er begyndt at finde ud af, at jeg også bliver nødt til at realisere mig selv. Og hér kommer min idé "Woodland Makery" ind i billedet.

Jeg har altid drømt om at leve af noget kreativt, men har fravalgt det pga. usikkerheden. Men efterhånden som tiden går bliver usikkerheden mindre og overbevisningen om at jeg bliver nødt til at prøve bliver større. Jeg har dog ikke noget færdigstøbt koncept som jeg vil satse på. Jeg forestiller mig, at vejen til et færdigt koncept er lang og kræver meget omtanke. For at dokumentere hvert lille skridt (både dem der går fremad og dem der går baglæns) har jeg oprettet denne blog i håb om at andre måske kan komme med indspark, inspiration, kritik, opmuntring og kommentarer undervejs.

"Woodland Makery" er resultatet af en indtil videre rimelig lang proces med at finde ud af hvad jeg skal lave. Jeg har prøvet mange teknikker undervejs, og fundet frem til, at én teknik alene ikke fungerer for mig. Det er kombinationen af kunstarter der fascinerer og inspirerer mig. Min stil er naiv og barnlig, så det var nærliggende at fremstille ting til børn. Resultatet blev til min nyligt åbnede shop på Etsy.com, som kan ses hér:
Woodland Makery på Etsy

Jeg tror, det bliver en interessant selvrealiseringsrejse!

1 kommentar: