Unika eller masseproduktion? Eller en kombination?

Jeg har i lang tid lavet ting til folk, som er helt unikke. Et glimrende eksempel er de fuldstændigt individualiserede bryllupskagefigurer, som jeg har specialiseret mig i at fremstille. Konceptet med at lave noget 100% custom made fungerer perfekt for sådan noget som en kagefigur, men man kan ikke leve af det fordi det bliver for niche-agtigt. Jeg bliver nødt til også at lave nogle ting som jeg kan lave flere (måske endda mange) af.

Det er dejligt, når nogen synes om det man laver, og når de gerne selv vil eje noget af det. Det er sådan set det, der driver værket for mit vedkommende. Men det er svært at finde den rette balancegang, for noget andet, der er uendelig vigtigt er nemlig friheden til at være kreativ og tænke selv.

Hvis man åbner for specialbestillinger, hvor folk får lov at vælge materialer, farver og udtryk på den vare, som de ønsker at købe, så ender man ofte med at give køb på sit eget design, synes jeg. Når jeg sidder med en bestillingsvare går det meget op i at fuldende det billede, som køberen har i sit hoved, og det er en meget svær opgave. Og lidt træls, fordi det betyder, at man måske ikke har hjertet helt med i det man laver fordi det ikke er éns egen idé.

Jeg blev inspireret af kleinsmekker, som tidligere lavede de skønneste bæreseler til småbørn. Hun sad ved sin symaskine og computer, og så bestemte hun selv hvilke modeller hun ville sy. Når hun var klar til det lagde hun et batch ud, og så var det dem, folk bestilte. Der blev ikke lavet specialbestillinger. Dét koncept kan jeg rigtig godt lide! Jeg tror, jeg må indrette mig på en tilsvarende måde, for det kan også gøre noget ved priserne. Det er unægteligt nemmere at sy 3 par ens bukser på samme tid end det er at sy dem fordelt over flere måneder og måske endda med diktat om udseende. Ulempen er, at man kan brænde inde med et lager af ting man ikke kan få solgt.

Så jeg tror, jeg starter i det små. Man skal jo lære at mærke hvad der virker og hvad der ikke gør.

Kagefigurerne kan jeg nok stadig ikke slippe helt. I får lige et par billeder til at afslutte med. Pas på mundvandet!