torsdag den 22. august 2013

Hils på mig til Gyngemosedagen!

Ja, den er god nok. Jeg har vovet mig lidt ud af mit skildpaddeskjold, og har meldt mig som deltager til Gyngemosedagen, som løber af stablen i mit lokalområde søndag d. 8. september kl. 10.00-16.00. Så hvis du opholder dig i nærheden af den københavnske forstad Mørkhøj på det pågældende tidspunkt, så skal du da helt sikkert svinge forbi. Det foregår lige ved Gyngemosehallen, som er områdets spritnye, toplækre springhal. Der kommer mange lækre boder med alt fra mad til kunst, der vil være loppemarked og hallen byder også på overraskelsesaktiviteter.

Kom glad, kom frisk, og sig hej til mig.

søndag den 18. august 2013

Hjertevarme.

 I torsdags var jeg ude for lidt af en scene da jeg afhentede min yngste søn på 3½ i vuggestuen. Et andet barn havde en lysende hoppebold med, som min søn utroligt gerne ville prøve. Det andet barn ville dog ikke af med bolden, og min søn blev meget ked af det. Selv næste morgen snakkede han om den tabte hoppebold.

Fredag da jeg henter min søn sidder flg. seddel fra det omtalte barns mor på hans plads:


Jeg har ingen ord. Men hér kommer der lige nogle alligevel. Jeg blev så rørt, og synes simpelthen det var den sødeste gestus og største betænksomhed nogensinde.

Så jeg har netop lavet et par hårspænder til den søde mors to døtre. Spænderne er forsynet med origamifoldede sommerfugle. Du kan lave dine egne efter denne DIY, hvis du kan følge billeder eller forstå kaudervælsk.


lørdag den 17. august 2013

Unika eller masseproduktion? Eller en kombination?


Jeg har i lang tid lavet ting til folk, som er helt unikke. Et glimrende eksempel er de fuldstændigt individualiserede bryllupskagefigurer, som jeg har specialiseret mig i at fremstille. Konceptet med at lave noget 100% custom made fungerer perfekt for sådan noget som en kagefigur, men man kan ikke leve af det fordi det bliver for niche-agtigt. Jeg bliver nødt til også at lave nogle ting som jeg kan lave flere (måske endda mange) af.

Det er dejligt, når nogen synes om det man laver, og når de gerne selv vil eje noget af det. Det er sådan set det, der driver værket for mit vedkommende. Men det er svært at finde den rette balancegang, for noget andet, der er uendelig vigtigt er nemlig friheden til at være kreativ og tænke selv.

Hvis man åbner for specialbestillinger, hvor folk får lov at vælge materialer, farver og udtryk på den vare, som de ønsker at købe, så ender man ofte med at give køb på sit eget design, synes jeg. Når jeg sidder med en bestillingsvare går det meget op i at fuldende det billede, som køberen har i sit hoved, og det er en meget svær opgave. Og lidt træls, fordi det betyder, at man måske ikke har hjertet helt med i det man laver fordi det ikke er éns egen idé.

Jeg blev inspireret af kleinsmekker, som tidligere lavede de skønneste bæreseler til småbørn. Hun sad ved sin symaskine og computer, og så bestemte hun selv hvilke modeller hun ville sy. Når hun var klar til det lagde hun et batch ud, og så var det dem, folk bestilte. Der blev ikke lavet specialbestillinger. Dét koncept kan jeg rigtig godt lide! Jeg tror, jeg må indrette mig på en tilsvarende måde, for det kan også gøre noget ved priserne. Det er unægteligt nemmere at sy 3 par ens bukser på samme tid end det er at sy dem fordelt over flere måneder og måske endda med diktat om udseende. Ulempen er, at man kan brænde inde med et lager af ting man ikke kan få solgt.

Så jeg tror, jeg starter i det små. Man skal jo lære at mærke hvad der virker og hvad der ikke gør.

Kagefigurerne kan jeg nok stadig ikke slippe helt. I får lige et par billeder til at afslutte med. Pas på mundvandet!


Bloglovin'

Jeg har lade mig fortælle, at jeg bliver nødt til at registrere mig på bloglovin for at nogen skal kunne finde min blog... Jeg er ikke så teknisk til det dér computer, men here goes.

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/10352167/?claim=bnsgsj5uaag">Follow my blog with Bloglovin</a>

DIY: Applikation med jersey

Jeg vil gerne oppe læsertallet på bloggen lidt og ved, at I der holder af kreative blogs også elsker gør-det-selv-vejledninger. DIY, om I vil. Så nu vil jeg forsøge mig med en DIY!

Jeg elsker applikationer! Jeg har selvfølgelig lavet en masse lærred-på-lærred applikationer med tæt zigzag i kanten, men har ærget mig over hvor lidt velegnet det er til jersey-stoffer, hvor meget tråd det kræver og hvor lidt der skal gå galt før man sidder med en stor, grim trådklump midt i det hele. Så jeg vil nu vise jer, hvordan man let og ligetil applikerer jersey på jersey.



1) Første trin er at finde eller tegne sit motiv og tegne motivet op på vliesofix. Man skal være opmærksom på, at delene skal spejlvendes når man tegner på vliesofixens papirside, hvis man ønsker det skal vende i samme retning som på den oprindelige tegning. Hér er min tegning, mit stofvalg og de enkelte dele tegnet på vliesofix. Tegn ikke med kuglepen! Det bliver noget værre svineri når man hiver strygejernet frem. 

2) De optegnede dele klippes groft ud og stryges på vrangsiden af det valgte stof. Jeg har valgt viskose- og bomuldsjersey. Til denne form for applikation skal man vælge stof som ikke trevler. Vliesofixen stryges på med strygejernet indstillet på højest mulige varme.

 3) Efter afkøling klippes delene ud efter de optegnede streger. På billedet ses hvordan vliesofixens lim nu sidder på vrangsiden af det udklippede stof.

 4) Delene lægges op på baggrundsstoffet (jeg har valgt petroleumsfarvet viskosejersey til en lille bluse) og presses fast. Undlad at lave strygebevægelser før alle dele er hæftet. Igen skal strygejernet være på højest mulige varme.

5) Så skal der syes! Der benyttes stretchnål (str. 75), og tråd efter egen smag. Jeg har forsøgt mig med både lidt blank broderitråd og en almindelig mat polyestertråd.

 6) Vælg en ligeud stræksøm (3 streger ved siden af hinanden, syer frem-tilbage-frem, hvilket gør sømmen fleksibel), og stinglængde ca. 3 eller hvad du synes er pænt.


7) Trådender hæftes ikke på forsiden, de trækkes om på bagsiden og hæftes dér. Jeg hæfter ved at binde knuder.



8) Slutteligt (set fra vrangsiden) tilklippes et stykke lærredsvlies, som stryges på for at fiksere trådenderne og modvirke evt. hudirritation fra tråd og knuder.

 9) På retsiden stryges en lille pupil på. Den er klippet i strygestof, som kan købes hér.

10) Nu kan du sy resten af blusen eller hvilket projekt du ellers ønsker at lave. Kanterne vil ikke trevle, men afhængig af hvor tæt på kanten du har syet vil sømrummet måske rulle lidt når det har været vasket adskillige gange. Jeg synes, det giver et lidt råt udtryk, som jeg godt kan lide.

Man kan vælge at starte i det små. Denne and er nok ikke et begyndermotiv, men et hjerte eller en stjerne ligger lige til højrebenet, f.eks.

onsdag den 14. august 2013

Min topscorer!

Etsy giver hver dag tal og statistikker over, hvem der har klikket sig ind på ens varer, hvor de kommer fra (Google +, Pinterest, Facebook, Blogspot...) og hvem der vælger at have ens varer som favoritter. Det er en fedt indblik i hvad folk synes om ens varer, eftersom jeg pt. kun har solgt to ting, og den ene var til én jeg selv kendte. Den anden var denne lille fyr, som også trækker ret mange favorit-klik på Etsy.

Jeg har også lavet et pindsvin i samme stil, og næste skud på stammen bliver nok en lille ræv. Men om de bliver lige så populære som kiddet, det kan jeg ikke love. Kun håbe.

lørdag den 10. august 2013

Overvejelser omkring vareudvalg.

Jeg har netop været på sommerferie i Portugal, og købte dernede en taske lavet af kork. Jeg havde aldrig set noget lignende før. Tasken er blød og lækker, korken knækker ikke og den er vand- og smudsafvisende. Og så er det jo naturmateriale produceret på en bæredygtig måde.What's not to like?!?

Nu tænker jeg, at det med sit rå, naturlige look passer perfekt som grundlag for én eller anden Woodland Makery-vare. Mere om det senere!

Jeg er begyndt at overveje sammensætningen af varer på min Etsy-shop. Jeg tænker, at der skal være noget for forskellige kundesegmenter og i forskellige prisklasser. Jeg laver ting til børn med skovtema (kort sagt), og har et udvalg af unika tøj, barselsgaver osv. Jeg har dog ikke meget til større børn, så det bliver nok hér jeg skal gøre en indsats.

Mht. prisleje, så tænker jeg ofte i store, komplekse projekter. Jeg har lavet en vanvittigt detaljeret aktivitetstæppe til babyer, som jeg nok aldrig kommer til at sælge fordi det er lavet i eksklusive materialer og har taget eksklusivt lang tid at lave. Og hvis jeg fortsætter i den rille, så kommer jeg jo aldrig til at appellere til folks pengepung, måske højest deres fantasi. Så min nuværende udfordring må være at tænke i mindre projekter, og gerne noget til større børn. Det kunne f.eks. være:


Øreringe (måske hængere, har pt. kun lavet stikkere)
Æsker til småting med dekorationer
Billede-/kortholder
Lykønskningskort
Flere bamser (Bambi-kid, ræv...)
Hårpynt

Hvilket bringer mig tilbage til: Hvad skal jeg lave af korkstof?

Makeup-pung?
Taske til mobiltelefon?
Noget helt andet?

Snart mor til et skolebarn. ARGH!

En ny livsfase er på vej til at begynde for min store dreng på 6½. På tirsdag starter han sin skolegang. Vi hører hr. Skægs sang om første skoledag, og jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved sidste vers:

For nogen børn er fødselsdag den allerbedste fest
Andre elsker julen, der hygger man sig bedst
Gennem hele livet er der mange fester, men
Fødselsdag og juleaften kommer jo igen.
De helt specielle dage er der ikke mange af
Og derfor er der ingenting som første skoledag.

Min søn synes ikke, det er noget særligt med første skoledag. Han mener, han kender konceptet, og hvor svært kan det lige være, kan man nærmest se ham tænke. Og det er jo heller ikke selve første skoledag, men alt det, der følger i kølvandet, som er spændende.

Jeg forestiller mig, at behovet for forældre og hjemlig afslapning bliver mindre end det har været indtil nu, og at det dermed bliver lettere for mig at finde tid til endnu flere af mine små sysler. Jeg har netop klargjort denne frugtpose så den er lige til at smutte i skoletasken som en kærlig hilsen hjemmefra. Også selvom jeg ved, at han er helt ligeglad med om det er denne pose eller en plastikpose med et navn skrevet med sprittusch. Det er nok mest mit behov, der bliver opfyldt når jeg laver sådan en ting. Men det skal man heller ikke kimse af!

Man hører fra alle, der har større børn, at man skal huske at nyde at have små børn, og nyde, at de har brug for én. Men det er ikke lige dér man er når man står midt i det. For der er jo ingen middelveje. Man har ikke fri for deres behov, derfor bliver de svære at sætte pris på. Og når børnene så en dag pludselig er teenagere og synes man er det mest latterligt pinlige i verden, så savner man nok at de havde brug for én. Men man har givetvis også glemt hvad det indebærer.

lørdag den 3. august 2013

Nye idéer har fået liv.

Jeg har netop været alene hjemme en uges tid. Der skulle arbejdes igennem på kontoret, og mand og børn tog endnu en uges ferie i svigerforældrenes sommerhus. Normalvis har jeg et gennemsnitligt søvnbehov på 7-8 timer, men når der er masser af kreativ tid, så falder søvnbehovet til omtrent 6 timer. Tankevækkende!

Jeg har pt. 20 varer på min Etsy-shop. Det svarer til 1 side. Nu er målet så at få flere varer, og gerne nogle i den lidt billigere ende. Jeg må jo nok indrømme, at jeg ikke regner med at kunne sælge mit aktivitetstæppe, som jeg kræver ca. 3000,- kr for. Men det er også vigtigt at have nogle imponerende ting som folk kan blive inspirerede af og måske endda bruge på deres online opslagstavler eller lignende. Jeg tænker også lidt i juleting. Det lyder jo vanvittigt når det er over 30 grader udenfor, men jeg elsker jul og glæder mig faktisk allerede lidt.

For at vende tilbage til de kommende varer, så er vi nede i 60-150 kr-niveau, og det er perfekt. Det er dér jeg mangler noget, helt klart. Idéer til at komme endnu længere ned i pris, men stadig have en vare, der er unik og detaljeret modtages med kyshånd. Mit bud indtil videre er ræve-brocher og -hårspænde lavet af læder samt dinglende øreringe med ræve og bævere. Jeg er selv ganske begejstret for især hårspændet med ræve.


fredag den 26. juli 2013

Etsy, hvad er det?


"Hvad er nu det for noget? Det lyder mærkeligt. Hvad står det for?"

Den reaktion mødes man ofte af, når man fortæller, at man har satset på at have en shop på Etsy.com. Hvis du heller ikke ved hvad Etsy er, så læs med hér.

Etsy startede i 2005, og er en amerikansk baseret hjemmeside som samler folk, der handler med varer inden for tre kategorier: Ting man selv har produceret (handmade items), materialer til at fremstille ting (craft supplies) eller vintage ting. Der er ca. 12 millioner varer registreret på hjemmesiden, og det gør den til verdens nok største internetbaserede centrum for håndgjorte varer.

Navnet betyder faktisk ikke rigtigt noget (højest "åh, ja"), men er et sludreord som grundlæggerne har taget fra en italiensk film. De ønskede ikke et værdiladet navn, fordi deres ambition var at brande sig uafhængigt af navnet. Og det er gået stødt fremad siden 2005. I dag sælges der for mellem 10 og 13 millioner dollars hver måned via Etsy.

Det er relativt billigt at have en Etsy-shop. Man betaler $0.20 (ca. 1,40 kr) pr. vare man lægger på siden, og hvis man sælger varen (man fastsætter fuldstændig prisen selv) betaler man 3,5% i sælgersalær. Køber betaler ingen salær, så det er let at handle på Etsy. Jeg bruger selv siden fordi det er en unik mulighed for at få fingre i unikke, håndgjorte ting mens man stadig sidder hjemme i sofaen og vogter over de sovende børn. De varer jeg har bestilt gennem tiden er alle ankommet, og har alle været af fantastisk god kvalitet. De fleste sælgere har også vedlagt en lille personlig besked eller en vareprøve, så man føler at man får en ekstra service og er tættere på sælgeren end man er ved traditionel netshopping. Den største ulempe ved Etsy er, at det er amerikansk baseret. Dette betyder, at mange af sælgerne er fra USA; og man må derfor påregne at skulle betale moms og evt. told på de varer man bestiller, såfremt man bestiller for mere end ca. 80 kr.

Jeg kigger lidt på europæiske alternativer til Etsy af netop den ovennævnte grund. Der findes en dansk baseret side ved navn Amio og en tysk baseret som hedder DaWanda. Sidstnævnte er nok mest interessant, simpelthen fordi det er et større marked den henvender sig til.

torsdag den 25. juli 2013

Selvrealisering

At realisere sig selv... det er blevet et mantra, og gerne noget man skal nå at gøre inden man slår sig ned med mand, børn, bil, hus, hund og hamster. Det lykkedes altså aldrig mig. Jeg vidste ikke tidligere hvad det ville sige at realisere sig selv, men det dér med kernefamilien, det vidste jeg noget om. Så sådan én skaffede jeg mig.

Nu er jeg blevet 32 år, og er begyndt at finde ud af, at jeg også bliver nødt til at realisere mig selv. Og hér kommer min idé "Woodland Makery" ind i billedet.

Jeg har altid drømt om at leve af noget kreativt, men har fravalgt det pga. usikkerheden. Men efterhånden som tiden går bliver usikkerheden mindre og overbevisningen om at jeg bliver nødt til at prøve bliver større. Jeg har dog ikke noget færdigstøbt koncept som jeg vil satse på. Jeg forestiller mig, at vejen til et færdigt koncept er lang og kræver meget omtanke. For at dokumentere hvert lille skridt (både dem der går fremad og dem der går baglæns) har jeg oprettet denne blog i håb om at andre måske kan komme med indspark, inspiration, kritik, opmuntring og kommentarer undervejs.

"Woodland Makery" er resultatet af en indtil videre rimelig lang proces med at finde ud af hvad jeg skal lave. Jeg har prøvet mange teknikker undervejs, og fundet frem til, at én teknik alene ikke fungerer for mig. Det er kombinationen af kunstarter der fascinerer og inspirerer mig. Min stil er naiv og barnlig, så det var nærliggende at fremstille ting til børn. Resultatet blev til min nyligt åbnede shop på Etsy.com, som kan ses hér:
Woodland Makery på Etsy

Jeg tror, det bliver en interessant selvrealiseringsrejse!